”Såmaskinen er fra en meget dygtig landmand Nis Otto Lund. Han kommer til Sdr. Omme med hans kone og køber en ejendom i begyndelsen af 40’erne oppe i Hvelplund. I Hvelplund graver de grus og det gør de den dag i dag. Han starter op på en naboejendom til grusgraven og køber såmaskinen fra ny af og der har den hørt til lige siden. Han køber ikke en stjernemaskine som den, der står ved siden af, fordi han er mere moderne og hans såmaskine er autostyret, som kan dreje selv uden at skulle løftes, når den vender ved forageren.”
Ove Gejl Christensen 2016.
Alle stoffer i udstillingen er fundet i Ernas systue. Hun har efterladt et helt rum i huset med en meget stor lager af forskellige stoffer, som hun har købt til specifikke formål. Erna gik meget op i tøj og har syet næsten alt familiens tøj, da vi var børn. Jeg skal helt op til 6. klasse før jeg kan huske en tøjshoppingstur for min skyld alene med søster Gitte og mor Erna. Til familiefesterne kunne alle os piger og min lille bror Poul være iført kjoler og skjorter af det samme blomstrede stof. Kun Ove fik købt tøj på. Efter det hårde arbejde på Brandtex aftog hendes lyst til at sy en del, men kom tilbage, da hun blev førtidspensioneret og fik lidt kræfter igen. Hun insisterede i mange år på at sy alt Oves undertøj og arbejdstøj og al tøjet til sig selv. Hun overbeviste sig selv og os andre om, at hun ikke kunne få tøj som passede hende bedre end de mønstre, som hun havde gemt fra Brandtex og tilrettet hendes særlige fyldige og runde kvindefigur. Jeg er i dag sikker på, at hun havde ret, for hun var altid klædt i tøj som passede hende perfekt og ikke skulle rettes på hele tiden - som f.eks. mine cowboybukser, der strammer i taljen og hele tiden glider ned. Først i hendes sidste år købte hun nyt tøj og blev glad for det. Men da havde hun også tabt sig over 30 kg og havde ikke mange kræfter tilbage til at sy.
Det tværgående stof i venstre baggrund er en kraftig bomuldsbukselærred med røde striber, som hun helt klart har tiltænkt bukser og overalls til pigebørnebørnene, da de var små. Imidlertid er pigerne vokset fra hende og stoffet ligger tilbage og vidner om de gode hensigter.
Det tværgående stof til venstre er en lysegul tynd stræk-frotté i en ret dårlig kvalitet, som kun kan bruges til stræklagner og karklude.
I den lodrette bane er det den orange chiffon som først springer i øjnene. Den er tiltænkt foer til en jakke eller en vest til hende selv.
Den kraftige lysegule er af en kraftigere kvalitet og tiltænkt et bærestykke eller mindre farvedetalje i en bluse eller skjorte.
Den abrikosfarvede strækflonel er en virkelig dårlig kvalitet og jeg kan ikke rigtig se, hvad hendes idé var, da hun købte det.
Den mørke sandfarve er en lædersimili-vare, som hun syede tasker og punge af. En rest kunne også finde vej til en pyntelomme på et par bukser i en matchende farve.
Den varme sandfarve er bomuldsjersey til bluser og turtlenecks. Rester bruges til undertøj og karklude.
Den lysegrå akryls-stræk er til bukser til hende selv.
Den beigefarvede nervøse velour er til en bluse som aldrig blev til noget - stoffet er simpelthen for flot og prætentiøs.
Endelig er der den lyse beigefarvede fór-stof med det tværgående bjælkemønster i matchende brune og beige farver til en særlig jakke.
Jette Gejl 2016
”Tromlen er en almindelig ringtromle til at tromle korn med efter det er sået. Jeg har fået den sammen med den blå traktor, der står ved Mors Hjørne af Tage Skytte fra Tyregodvej i Brande. Han er svigersøn til 4H gården og da forældrene flytter til i Brande tager han tingene med for at tømme gården. Det er 10 år siden jeg har fået det. Han er min ven og meget interesseret i gamle maskiner.”
Ove Gejl Christensen 2016.
Det rødviolette baggrundsmateriale er hentet fra Ernas systue, og hun har tiltænkt stoffet til produktion af undertøj og stræklagner til gæstesengene.
De hæklede lyseduge er alle fra min svigermor Christa’s samling af håndarbejde igennem tiderne, som hun enten selv har lavet eller fået af veninderne. Christa er lige flyttet på plejehjem og jeg overtog dem i forbindelsen med tømningen af hendes bolig igennem de sidste 13 år. De er meget flotte og der er lagt mange timer i hver lysedug.
De neon-farvede materialer er fra mit eget lager af stof i Aarhus og fra forskellige tidligere udstillingsprojekter, bl.a. ”Racetrack”. Jeg smider sjælden noget ud og gemmer enorme mængder materialer i depoter og værksteder rundt om i Aarhus og på Skovbjerggaard.
Kristian og Ove har lavet trækonstruktionen som bagstykket er monteret på.
Jette Gejl 2016
”Selvbinderen er en Juno og mærket har aldrig været kendt her på egnen. Den blev trukket med heste, hvor vingerne griber kornet ind i knivene som skærer aksene af lige over roden og lægger dem på sejlene. Så kommer de op til pakkeren og bliver bundet i neg. Derefter glider negene ned i negholderen som samler 4-6 neg som manden kan udløse, så de falder af i en bundt på marken. Så er de klar til at sættes op i en skog.
Den er ude fra Riisbankvej i Bølund ved Give. Det er mindst 10 år siden, jeg har fået den af Vagn et eller andet, som er en gammel ilt- og gasmand i Brande. Han købte gården derude og ville af med de gamle maskiner. I dag er hans forretning overtaget af en ung mand, som jeg har kendt lige siden han gik post her på egnen. Nu køber jeg min gas og ilt i Uhe, ellers ville jeg kende dem alle sammen.”
Ove Gejl Christensen 2016.
Alle stofferne har jeg hentet fra lageret på Ernas systue.
Det mørkeblå cowboystof er til arbejdstøj til Ove. Min bror Kristian vil ikke gå i hjemmesyet tøj på arbejde, så Erna holdt op med at sy til ham for længe siden.
De grå og mørkeblå stof på hver side af cowboystoffet er gode bomuldskvaliteter til arbejdsskjorter til Ove.
Den lavendelblå er en rest voksdug som hun har gemt som underlag til et beskidt arbejde i huset.
Den lyseblå er også en bomuldsrest fra et tøjprojekt til et af børnebørnene som ikke lykkedes.
Det turkise bomuldsstof er helt sikkert til et bestemt projekt, for hun købte ikke stærke farver uden grund.
Den lyse grønturkise er en gammel bomuldsrest. Den er blevet gullig af solen, der hvor den har været foldet.
Halmen er leveret af Lars Vitting som har købt jorden af Ove og Erna. Han hjalp også til at vikle og snøre de lange halmbånd sammen med Ove og mig.
Jette Gejl 2016
”Kværnen har jeg fået af en mand oppe fra Brunkåls Museet i Søbylund og da jeg får den her hjem at stå, har jeg besøg af nogen fra Søbylund og de påstår, det er deres. Så er der én der spørger, hvorfor de ikke selv tog den med hjem dengang, og det var fordi de ikke kunne løfte den. Den var rustet sammen da jeg fik den, og jeg har fået den til at virke, så den kører i dag.”
Ove Gejl Christensen 2016.
Bagtæppet er vævet af to stoffer fra Ernas sy-værksted. Det er et ensfarvet, kølig grønt mønstervævet bomuldsstof, som hun har købt til en vest - med det andet råhvid jersey-polyester i med grønlige nuancer indenunder som langærmet løstsiddende bluse.
Rughalmen er slået med le af Ove og Laurits på Lars Vittings mark lige overfor gården. Laurits er kæreste med min niece Rebekka.
Motoren er samlet af min bror Poul og leveret af Torben Rabæk som er gift med præsten og som arbejder på Ølgod Elektro A/S.
Jette Gejl 2016
Der er noget galt i Danmark 2016
Jette Gejl tematiserede på udstillingen ”´Der er noget galt i Danmark”, afholdt på Galleri Grundstof i Århus (26. august – 24. september 2016), det historisk overhalede landbrugsland Danmark. Den lille udstilling udgjordes af tre installations- eller dokumentationsfotos, der viste tre historiske landbrugsmaskiner: En såmaskine, en tromle og en selvbinder. Hertil kom en rigtig kornkværn, der kunne sættes til at arbejde i rytmen fra John Mogensens hitsang ”Der er noget galt i Danmark” fra 1972..
Tilsammen gennemspillede sammenstillingen den tidsbundne cyklus fra såning til høst og forarbejdningen af kornet. Redskaberne var på fotografierne indsat i en ramme eller scenografi bestående primært af tekstilmaterialer, der er hentet fra depotet i den systue, som Erna, Jette Gejls afdøde mor, havde. Desuden viste et kort fra Geodætisk Institut maskinernes ”biografi”, idet nåle og snore minutiøst kortlagde det geografiske netværk af ejerskab og sociale forbindelser, som de forskellige maskiner havde indgået i. Udstillingen i galleriet kunne – med et letfærdigt lån fra den amerikanske 60’er-kunstner Robert Smithson – karakteriseres som et non-site, for så vidt som udstillingens materiale er hentet fra en specifik kontekst, et særligt sted, et site, nemlig Jette Gejls private familiesamling af landbrugsmaskiner fra tiden før 1960’erne med hjemsted på gården Skovbjerggaard ved Blåhøj.
Jette Gejl har selv karakteriseret udstillingen som et erindringsprojekt om en tid og dens konkrete mennesker, hvor de gamle, udtjente landbrugsmaskiner fungerer som en slags agrarmaskinelle madelainekager, som en art erindringens totemmer, der udøver en slags materialitetens mnemiske performativitet præget af affekt.
Udformningen af udstillingen bryder samtidig med en gængs museal historieformidling på en måde, der er i slægt med udstillingens site, det alternative landbrugsmuseum Skovbjerggaard med dens gådefulde og indforståede og lettere absurd organisatoriske orden. Indforstået, fordi samlingen forvaltes ud fra det sociale persongalleri, som den enkelte maskine samler og aktiverer. Skiltningen er skrevet dels af Jette Gejls far, Ove, (om maskinerne) og Jette Gejl selv (om stofferne) og adskiller sig fra det gængse format med oplysninger om kunstner, titel og årstal. Skiltningen er tætskrevet og med et overload af information i et minutiøst, uendeligt ømt-tålmodigt og næsten besat forsøg på at redde artefakterne og deres kontekst fra glemslen.
Udstillingen: Juno Selvbinder, 1933/2016, Såmaskine, Ringtrumle, Tekstiler