En af mine venner påpegede en dag vigtigheden af de rammer, forbindelser og netværk man indtræder i som nyfødt lille barn. Mennesket er det eneste pattedyr som fødes, mens hjernen endnu er ufuldkommen, og vi er derfor uendelig hjælpeløse og helt afhængige af vores omgivelser. Der bliver derfor i de fleste kulturer lagt stor vægt på den sociale rammesætning omkring det nyfødte barn. Mens barnet gror til, indlejres der i hjernebarken alle indtryk fra omgivelser, mennesker, begivenheder, processer og andet som barnet bliver en del af i sin opvækst og som kommer til at præge det enkelte menneske resten af livet. 

For mig gav det rigtig god mening for forståelsen af min egen opvækst på landet i et stort, forvitret arbejdsfællesskab på familiegården Skovbjerggaard i Blåhøj. Lige fra jeg var helt lille, har jeg med den største selvfølgelighed haft ansvar for simpel madlavning som at bage pandekager til 12 personer til kaffe, rengøring, fodring og pasning af spædkalve, pattegrise, gæs og høns. På Skovbjerggaard blev der kun skelet til kønnet i fordelingen af de huslige arbejdsforpligtigelser. Efterhånden som jeg voksede til og blev stærkere, fik jeg ansvar for alle dele af husholdningen, pasning af alle dyr, men også i byggearbejde og i de forskellige arbejdsgange i årshjulets markarbejde. Og jeg nød arbejdet! Jeg nød ansvaret og især det at være en del af fællesprojektet - at drive et ambitiøst landbrug i 1960’erne og 70’ernes Danmark. Fællesskabsånden berører mig stadig utrolig meget, og det er nok den grundlæggende præmis i mit inderste jeg.  

Af forskellige årsager fik naturen tidligt et særligt tag i mig. Imellem pligterne kunne jeg forsvinde ind i lange, magiske fantasilege i skoven, mosen og rundt om på markerne, hvor de forskellige afgrøder udgjorde scenografien til de magiske universer, jeg betrådte. Jeg lærte at aflæse og forudsige vejret og forstod dets betydning for afgrødernes vækst, udbytte og den store sammenhæng mellem det at putte små undseelige frø i jorden for senere at kunne brødføde et stort dyrehold - og os selv. Det er en viden om fænomenernes sammenhæng som stadig den dag i dag er styrende for den måde jeg oplever alle landskaber på. Og det uanset om det er historiske malerier, fortællinger eller konkrete landskaber i den nære eller fjerne verden. Jeg reflekterer intuitivt: Hvad kan man dyrke her og hvordan? Hvad er vækstbetingelserne i forhold til jordens sammensætning af muld, ler, sand og sten? Hvordan løser man problemer med f.eks. tørke, for meget vand, blæst og andre konstante faktorer?  

Derfor blev videooptagelserne - i landsbyen Selde sidste år af 7 markarbejder i hele vækstsæsonen - én stor fremkaldelse af al den erfaring, viden og erindring der ligger dybt indlejret i mit dna. Det første der slog mig, var den lerede jords fedme og tyngde som forekom mig fremmed, vulgær og absurd viril. Den sugede nærmest alt til sig: vandet som faldt i stride strømme, maskinerne som måtte kæmpe for ikke at blive opslugt, mens afgrødernes rodnet blot sank dybere ned i et hav af mineraler og væltede modsat op mod lyset med vildt stor selvtillid. Markerne her i Selde kaster simpelthen meget mere udbytte af sig end min barndoms sandede og magre jord, og det blev tydeligt at der kun skulle halvt så meget jord til at brødføde 150 kvæg her oppe i Selde end nede i Blåhøj.  

Et fænomen som vandingsanlæg kender de ikke til i Selde! I min barndom flyttede vi vandingsanlæg to gange hver dag i hele sommerperioden. Det var et frygteligt vådt, beskidt og tungt arbejde at skulle skille de 10 meter lange aluminiumsrør og bære dem 30 meter tværs over marken for så at samle dem på ny. Da vi var små, deltes min bror, Poul og jeg, om at flytte ét rør adgangen. Men vi voksede til og fik kræfter til at klare turen med et rør alene. I dag har de fleste vandingsmaskiner som klarer turen op og ned af markerne helt af sig selv. Bare ikke i Selde. Det er ikke nødvendigt med den fede næringsgivende jord!  

Noget andet som slog mig, var den enorme udvikling maskinerne har undergået siden min barndom. F.eks. måler mejetærskeren digitalt kornkvaliteten og mapper resultatet på GPS, så landmanden efterfølgen- de kan tilføje gødning og kalk præcis i de områder af marken, hvor det er nødvendigt. Det er smart, resursebesparende og bæredygtigt. Det var nærmest medi- tativt opslugende at iagttage de store maskiner tegne landskabet i brede striber op og ned af markerne, og storheden i mødet med det velkendte - men glemte - landbrugslandskab slog mig næsten omkuld.  

Men det som virkelig greb mig, var oplevelsen af at arbejdsfællesskabet stadig er intakt. Arbejdsfordelingen er nogenlunde den samme som i min barndom, med den tilføjelse at det ikke længere kun er indenfor den enkelte familie fællesskabet udøves. Fællesskabet foregår mellem alle aktører på kryds og tværs af de forskellige landbrugsstrategier, og det forekommer mig, at markarbejdet omkring Selde er et stort fællesprojekt. Jeg fik den tanke, at måske samles alle i Selde om det nyfødte barn for på skift bærer barnet rundt til alle processer i det nære samfund.  

Som et portræt af fællesskabet har jeg vævet års- hjulet af de 7 landmænds markarbejde sammen med de maskiner som passer til de forskellige processer - i et historisk mønsterforlæg jeg har hentet fra 1750-1850’ernes bondevævninger. Som et aktuelt por- træt af landbrugslandet Danmark.  

Jette Gejl, 2018